Freetrailer skal spinde guld på deleøkonomi

Freetrailer skal spinde guld på deleøkonomi

Direktør med vilde planer: Freetrailer skal spinde guld på deleøkonomi

Deleøkonomi: Den børsnoterede virksomhed Freetrailer vækster markant. Det får direktøren til at tænke stort. I fremtiden skal selskabet i langt højere grad kommercialisere deleøkonomien og udvide massivt i Danmark og resten af Europa.

Philip Filipsen er direktør for det børsnoterede selskab, Freetrailer. Efter tre år i direktørstolen har han vækstet virksomhedens omsætning med 72 procent til DKK 51,9 millioner. Underskuddet før skat på 4,2 millioner er vendt til et plus på 5,9 millioner.

Antallet af nye partnerskaber er ligeledes vokset. Alene i år har Freetrailer indgået syv partnerskaber med Føtex, Billigblomst, ILVA, Coop, Europris, Beijer Bygg og Mekonomen. Totalt set er det blevet til 58 nye partnerlokationer i Tyskland, Sverige, Norge og Danmark. Den massive succes får direktøren til at tænke stort, og ambitionerne er skyhøje.

“Vi har i årenes løb udviklet en teknologisk platform, som er nem og enkel at bruge. På den måde har vi formået at kommercialisere deleøkonomi på trailere i Danmark, Sverige og Norge. Med en omsætning på over 50 millioner i år, har vi nået en milepæl, som jeg er rigtig stolt af. Men det får os ikke til at stoppe op. Jeg har sagt til min bestyrelse og mine medarbejdere, at vi skal springe alle tænkelige rammer for, hvad vi som deleøkonomisk virksomhed kan opnå. Og det ved jeg, at vi kan”, siger Philip Filipsen.

Deleøkonomi

I har ikke set det sidste til Freetrailer

At Philip Filipsen er en mand med både ambitiøse og konkrete visioner ses tydeligt, hvis man spørger ham til fremtiden for Freetrailer. Hans kig i krystalkuglen viser meget andet end blot trailere, og potentialet for forretningskonceptet er nærmest gigantisk.

“Jeg ser egentlig ikke Freetrailer som en trailerudlejer, men mere som en virksomhed, der har fundet en niche i et marked. Vi har så efterfølgende sat det hele ind i en platform, som gør det nemt for både brugere og partnere at anvende. Vi tapper samtidig ind i en tidsånd, hvor deleøkonomi og bæredygtighed er ekstremt populært. Det gør, at vi nu kigger på, hvad vi ellers kan putte ind i platformen. Som jeg ser det, er det kun fantasien, der sætter grænserne, og jeg kan bare sige, at I på ingen måde har set det sidste til Freetrailer”, siger Philip Filipsen og fortsætter:

“Den klare mission er, at både danskere og folk i mange andre lande i løbet af de kommende år også vil kunne låne biler, løbehjul, cykler, bådtrailere, kanalbåde, paddleboards og hestetrailere via vores platform. Hvorfor ikke rulle konceptet ud til andre områder, nu hvor vi ved, at konceptet virker på trailerne?”

Positive udsigter for regnskabsåret

De store ambitioner ses også, når Philip Filipsen tager de økonomiske briller på. Omsætningen forventes næste år at stige med omkring 20 procent til DKK 62-64 millioner, og resultatet før skat ventes at stige til et niveau i størrelsesordenen af DKK 7-9 millioner. Sideløbende med de finansielle målsætninger fokuseres der også på yderligere global ekspansion.

 “Vi står stærkt i Danmark, Sverige, og Norge, hvor vores brand er solidt og fasttømret. Vores succes giver os tro og mod på at rulle konceptet ud i andre lande. Fase et af den plan er allerede iværksat. Vi har i foråret åbnet kontor i Frankfurt for at styrke vores ekspansion på det tyske marked sammen med blandt andet IKEA. Det skal sætte skub i den internationale ekspansion, og vi er meget spændte på udviklingen i det kommende år. Vi ser et stort potentiale i Tyskland, hvor vi den 16. september kunne melder om yderligere 12 IKEA-varehuse på vores selvbetjente platform, og vi kigger i første omgang også på det hollandske og belgiske marked, der begge rummer store muligheder for os”, fortæller Philip Filipsen.

Lignende nyheder

Følg os på sociale medier

Line with QR code
Download Freetrailer appen QR

Kom i gang med det samme!
Scan QR koden her eller sms “Freetrailer” til 1919 så sender vi dig et link til appen