Freetrailer Group A/S offentliggør i dag at Thomas Zeihlund overtager jobbet som CEO i Freetrailer efter Nicolai Frisch Erichsen. Thomas Zeihlund har en baggrund som CEO i Hobbii A/S og Whiteaway Group A/S samt som CCO/COO i platformsvirksomheden Too Good To Go A/S. Skiftet sker formelt pr. dags dato, men med løbende transition over de kommende uger.
Samtidig overtager Kræn Østergaard Nielsen hvervet som Bestyrelsesformand fra Thomas Zeihlund, som qua sin nye CEO-rolle udtræder af bestyrelsen. Bestyrelsen består herefter af Anders Birk, Charlotte Bender, Jesper Lohmann og Kræn Østergaard Nielsen.
Efter 8 års engagement i Freetrailer som investor, bestyrelsesmedlem og siden 2023 som CEO, har Nicolai Frisch Erichsen efter dialog med bestyrelsen valgt at fratræde sin stilling som administrerende direktør og CEO for Freetrailer Group A/S. Bestyrelsen har efter en ekstern understøttet rekrutteringsproces besluttet at ansætte Thomas Zeihlund, som vurderes at have den helt rette profil til at fortsætte den profitable, internationale ekspansion af Freetrailer.
Jeg er stolt og ydmyg over at overtage rollen som Group CEO i Freetrailer. Jeg kender virksomheden ganske indgående efter næsten 3 år som bestyrelsesformand og er stolt over de resultater, vi har opnået med Nicolai som spydspids. Virksomheden har et fantastisk fundament for yderligere profitabel vækst og jeg glæder mig til at fortsætte det arbejde, som Nicolai har drevet sammen med resten af teamet.
Tiltrædende Group CEO Thomas Zeihlund
Citat fra afgående Group CEO Nicolai Frisch Erichsen
“Siden min tiltrædelse for tre år siden er omsætningen i Freetrailer vokset med over 100%, og overskuddet er mere end tredoblet, samtidig med at organisationen er blevet udbygget og modnet. Jeg er stolt af de resultater, vi har opnået sammen. Jeg binder i denne tid sløjfe på de sidste dele af det strategiske projekt, som har defineret retningen for virksomheden og for mit arbejde. Det er et vækstprojekt, som vi sammen har været med til at definere, og som jeg har levet hver eneste dag, i samarbejde med et stærkt ledelsesteam.
Nu skal der udstikkes en ny retning, og det er derfor naturligt for mig at overveje, hvor jeg skal lægge min indsats i de kommende år. Jeg er taknemlig for de mange fantastiske medarbejdere, der hver dag har gjort succesen mulig, og jeg ønsker den nye ledelse held og lykke med næste kapitel, som jeg kommer til at følge som investor.”
Citat fra Kræn Østergaard Nielsen
“Jeg indtrådte i bestyrelsen ved seneste generalforsamling, og med den velfungerende og sammentømrede bestyrelse, ser jeg frem til at overtage ansvaret som bestyrelsesformand. Nicolai’s resultater har været ekstraordinære, og jeg er sikker på, at udviklingen fortsætter med ufortrøden fart med Thomas. Thomas har en solid erfaring fra større CEO-roller og fra lignende platformsvirksomheder, samt stærke kompetencer indenfor forretningsudvikling, ledelse og international skalering af vækstvirksomheder.”
For yderligere information, kontakt venligst:
Thomas Zeihlund
Group CEO
Freetrailer Group A/S
Email: thomas.zeihlund@freetrailer.com
Telefon: +45 41 50 50 00
Martin Damm
Group CFO
Freetrailer Group A/S
Email: martin.damm@freetrailer.com
Phone: +45 23 64 29 39
Presse
Sara Lyngsøe
Group CMO
Freetrailer Group A/S
Email: sl@freetrailer.com
Phone: +45 61 10 15 57
Website: freetrailer.com
Om Freetrailer Group A/S
Freetrailer blev grundlagt i 2004 med en enkel idé: at gøre det nemt at låne en trailer, når man har brug for det. I dag driver vi en international platform, der forbinder partnere og brugere og gør lokal transport mere tilgængelig.
Freetrailer er Europas førende delebaserede løsning til udlejning af trailere og el-ladcykler. Platformen er udvidet med flere udlejningsprodukter, tilpasset lokale behov. Med en selvbetjeningsapp og digitale låsesystemer skaber vi fleksibilitet dér, hvor det giver mest værdi.
Vores udlejningsenheder fungerer samtidig som mobile reklameflader i byrummet og skaber synlighed for vores partnere – tæt på deres kunder. Det gør Freetrailer til en effektiv kombination af transport og lokal markedsføring.
Med strategiplanen Mont Blanc 2027 har vi sat retning for de kommende år med fokus på brugeroplevelse, partnerskaber og teknologisk udvikling.
Freetrailer Group A/S blev børsnoteret på Spotlight Stock Market i 2018.
Ticker code: FREETR




