I ugerne op til Sankt Hans transporterer mange danskere grene, kvas og brænde til lokale bålpladser. Derfor har Freetrailer samlet de vigtigste sikkerhedsråd, så midsommeraftenen bliver både hyggelig og sikker.
Hvis du er blandt dem, der har ansvaret for årets Sankt Hans-bål, er her fem råd, der kan gavne din aften.
1. Byg bålet tæt på Sankt Hans
Vent så længe som muligt med at bygge bålet. Grenbunker bliver hurtigt hjem for pindsvin, fugle og andre smådyr, som risikerer at komme til skade, når bålet tændes. Byg derfor bålet så tæt på dagen som muligt, så det ikke når at blive bosted for dyr.
2. Byg bålet med omtanke
Brug kun rent træ, grene og kvas. Affald, malet træ og trykimprægneret træ må ikke brændes af, da det kan udvikle skadelige stoffer.
Sørg også for, at bålet er stabilt bygget, så det ikke vælter under afbrændingen.
3. Planlæg i god tid
Et Sankt Hans-bål kræver ofte mere materiale, end man lige regner med. Grene, kvas og brænde skal samles, flyttes og transporteres til bålpladsen, og det kan hurtigt blive en større opgave, hvis planlægningen først begynder i sidste øjeblik. Tænk derfor over, hvordan materialerne skal transporteres, så de er forsvarligt fastgjort og kommer sikkert frem.
For mange danskere starter Sankt Hans længe før, bålet bliver tændt. Ugerne op til bruges ofte på at beskære træer, samle grene og rydde op i haven. Derfor kan det betale sig at planlægge transporten i god tid, så materialerne kan køres sikkert til bålpladsen, og oprydningen efterfølgende bliver lettere. Det ser vi også hos Freetrailer, hvor flere låner en trailer op til begivenheden.
Simon Boesen, Sales Manager hos Freetrailer Group
4. Hold afstand og vær opmærksom på vejret
Bålet skal placeres med god afstand til bygninger, træer og anden vegetation. Beredskabsstyrelsen anbefaler blandt andet mindst 30 meter til bygninger med hårdt tag og endnu længere afstand til letantændelige omgivelser.
Vær også obs på vinden. Selv en lille gnist kan skabe problemer i tørre perioder eller ved kraftig vind. Tjek derfor vejrudsigten og brandfare.dk inden optænding. Ved hård vind kan det være forbudt at tænde bålet, medmindre kommunen har givet tilladelse.
5. Hav vand i nærheden og sluk bålet helt
Sørg for at have vand eller andet slukningsudstyr i nærheden gennem hele aftenen. Når festen er slut, skal både ild og gløder være helt slukket. Hæld gerne vand på bålet, så gløder ikke blusser op igen.
En sikker Sankt Hans starter med god planlægning
Med lidt planlægning og omtanke kan du minimere risikoen for uheld og skabe trygge rammer omkring bålet. Så kan alle nyde en hyggelig midsommeraften med fællesskab, sang og sommerstemning – uden bekymringer.




