Silvan udskifter hele flåden af el-ladcykler

Lån en el-ladcykel hos Silvan

Efter en række succesfulde år med gratis udlån af el-ladcykler hos Silvan, udskifter de nu alle deres cykler. Fremover er det Freetrailer, der leverer ladcyklerne, der kan lånes i byggemarkedet, selv hvis man ikke har købt noget.

Siden 2016 har Silvan – foruden lånetrailere – tilbudt gratis lån af el-ladcykler. Løsningen er blevet en stor succes, og derfor har byggemarkedet netop udskiftet hele cykelflåden. De nuværende cykler erstattes med 43 spritnye moderne modeller fra Freetrailer, og de nye cykler placeres ved 12 af byggemarkedets varehuse landet over.

De mange cykler kan ligesom trailerne lånes uden beregning i byggemarkedet, uanset om man har købt noget eller ej. Hos Silvan er man glade for løsningen:

“I vores byggemarkeder får vi ofte besøg af kunder, der ikke har en bil til rådighed, og det kan selvsagt give ret store udfordringer med hjemtransport af varer. Fordi vi ønsker at gøre det så let for vores kunder som muligt at handle i vores butikker, tilbyder vi gratis udlån af el-ladcykel, så folk kan få deres varer hjem på en både bæredygtig og sikker måde. Med de nye cykler fra Freetrailer, kan vi nu tilbyde cykler af højeste kvalitet, hvilket styrker vores service endnu mere, og det er ekstremt positivt”, siger Trine Bredow, der er Project Manager, Commercial Excellence hos Silvan.

Naturligt næste skridt

Administrerende direktør i Freetrailer, Nicolai Frisch Erichsen,  ser nyheden som et naturligt næste skridt i selskabets samarbejde med Silvan:

Silvan er en yderst professionel og nytænkende samarbejdspartner, og siden dag ét har der været fuld tillid mellem parterne. At vi i dag styrker samarbejdet i form af en grønnere og mere fleksibel hjemtransport med el-ladcykler betyder, at vi får speedet endnu mere op for deleøkonomien i Danmark. Det er vores helt grundlæggende mission og eksistensberettigelse, så jeg er ekstremt glad for, at vi har indgået denne aftale.

Nem opladning

Freetrailers koncept med gratis el-ladcykler er gennemprøvet og har været på markedet i flere år. Missionen har fra starten været at speede op for deleøkonomien i Danmark ved at gøre det nemt og hurtigt at benytte servicen. Derfor er opladningen af cyklerne gjort let og sikker.

“Det indbyggede Smart Charging System gør, at kunderne kan have fuld tillid til et sikkert system, der er ultranemt at bruge. Opladeren og batteriet er integreret i cyklen, og ladepunkterne er placeret på parkeringspladsen tæt på indgangen til Silvan. På den måde kan batteriet lades på meget kort tid, så nemmere kan det næsten ikke være”, fortæller Nicolai Frisch Erichsen, der er administrerende direktør i Freetrailer.

De elektriske ladcykler, der kan lånes gratis hos Silvan, måler 218 centimeter i længden og 93 centimeter i bredden. Ladet til opbevaring er 93 centimeter i længden og 71 centimeter i bredden. Cyklen kan samlet set lastes med 250 kilo, og på fuldt batteri har den en rækkevidde på 60-70 kilometer.

 

Lignende nyheder

Følg os på sociale medier

Line with QR code
Download din Freetrailer app
Download Freetrailer appen QR

Kom i gang med det samme!
Scan QR koden her eller sms “Freetrailer” til 1919 så sender vi dig et link til appen